Note 121 — VI. Videnskabelig, Universitets- og Skolevirksomhed med fortsat Deltagelse i det politiske Liv. 1852 til 1884. (continued 2)

Da jeg fra Rom ankom til Jernbanestationen Palos og der traf sammen med den ene Forpagter ved den Vogn, der var sendt ham imøde fra Forpagterboligen ved det saakaldte Slot, var hans første Spørgsmaal til Kudsken, om den dobbeltløbede Bøsse, som denne førte med, var vel ladet. Da jeg i den Anledning spurgte, om Egnen var saa usikker, at han ikke turde kjøre det korte Stykke, vel noget over en Fjerdingvei, uden Vaaben, svarede han, at Egnen vel i Almindelighed ikke var usikker, men at han imellem disse Mennesker, der vidste, at han i Rom havde hentet Penge til Betalingen, ansaae det for sikrest at have et godt Vaaben hos sig. Paa Tilbageveien til Rom traf jeg i en stor Jernbanevogn af ringeste Klasse sammen med det vildeste Selskab, hvori jeg, saavidt jeg erindrer, nogensinde har befundet mig, nemlig en Mængde aldeles berusede, skrigende og bandende hvervede Rekruter af forskjellige Nationer: Franskmænd, ogsaa tydske fra Elsass, Belgere og Irlændere, der under nogle gamle Underofficerer førtes til det pavelige Zuavecorps. Imellem Rekruterne havde forvildet sig en stakkels Tyrk, der efter Krimkrigen var kommen til Paris og nu vendte tilbage til sit Hjem; under idelig Fremstammen af tyrkiske Bønner nedslugte han halvt nødtvungen den Vin og Brændevin, som Zuaverne bød ham. Da vi nærmede os Rom og Kasernen, indtraadte dog en melankolsk Taushed hos de fleste, tildels vel af Træthed.