TREDJE HANDLING.

(Stuen hos Gunnar herse. Det er dag.)

(Hjørdis sidder på bænken lige for det mindre højsæde beskæftiget med at flette en buesnor; på bordet ligger en bue og nogle pile.)

HJØRDIS (idet hun strækker snoren.) Den er sejg og stærk; (med et blik på pilene) kolven både skarp og tung — (lader hænderne synke ned i skødet) men hvor findes den ihånd som — ! (hæftigt.) Forhånet, forhånet af ham, — af Sigurd! Jeg må hade ham mere end andre, det mærker jeg godt; men mange dage skal ikke gå med, før jeg har — (grublende) Ja, men armen, som skal øve den dåd — ?

(Gunnar kommer taus og tankefuld fra baggrunden).

HJØRDIS (efter et kort ophold.) Hvor går det dig, min husbond?

GUNNAR. Ilde, Hjørdis; dette her fra igår, det vil ikke ret glide ned; det ligger og tynger mig for hjertekulen.

HJØRDIS. Gør som jeg; tag dig til at virke noget.

GUNNAR. Det må jeg vel.

(Pause; Gunnar går frem og tilbage, bliver opmærksom og nærmer sig hende.)

GUNNAR. Hvad gør du der?

HJØRDIS (uden at se op.) Binder en buesnor; det ser du nok.

GUNNAR. En buesnor — af dit eget hår!

HJØRDIS (smilende). Der avles stordåd med hver time nuomstunder; du vog min fosterbroder, og jeg har bundet denne her siden daggry.

GUNNAR. Hjørdis, Hjørdis!

HJØRDIS (ser op.) Hvad er det?

GUNNAR. Hvor var du inat?

HJØRDIS. Inat?

GUNNAR. Du var ikke i sovestuen.

HJØRDIS. Det vet du?

GUNNAR. Jeg kunde ikke sove; det voldte mig urolige drømme, dette — dette, som hændte med Thorolf; det båres mig for, som han kom — nå ja, jeg vågned; da hørtes det som en fager, forunderlig sang over huset; jeg stod op; glytted på døren; — herinde, her sad du ved stokilden, — den brændte blå og rød, — du skæftet piler og kvad galder over dem.

HJØRDIS. Den gerning var nyttig; thi hårdt er brystet, som skal rammes idag.

GUNNAR. Jeg skønner dig nok; du vil have Sigurd fældet.

HJØRDIS. Hm, kan hænde.

GUNNAR. Det sker dig aldrig til vilje. Med Sigurd holder jeg fred, så stærkt du end ægger mig.

HJØRDIS (smilende). Mener du det?

GUNNAR. Det ved jeg!

HJØRDIS (rækker ham snoren). Sig mig, Gunnar, — kan du løse den knude der?

GUNNAR (forsøger det). Nej, den er flettet for fast og kunstigt.

HJØRDIS (reiser sig). Nornens spind er kunstigere flettet; det kan du end mindre løse!

GUNNAR. Krumme er de mægtiges veje; — dem kender hverken du eller jeg.

HJØRDIS. Et ved jeg dog visst; at Sigurd vil volde usalige kår for os begge. (Pause; Gunnar står fordybet i sig selv.)

HJØRDIS (der i stilhed har holdt øje med ham). Hvad tænker du på?

GUNNAR. På en drøm, jeg nylig havde. Det kom mig for, at jeg havde øvet det værk, du nu kræver; Sigurd lå slagen på marken; du stod hos og var såre bleg. Da sagde jeg: "Er du nu glad, da det er gjort, som du vilde"? Men du lo og svared: "Gladere skulde jeg være, ifald du, Gunnar, lå der i Sigurds sted."

HJØRDIS (med tvungen latter). Ilde må du kende mig, når slig uvittig drøm kan være dig hinderlig!

GUNNAR. Hm! — Sig mig, Hjørdis, hvad tykkes dig om stuen her?

HJØRDIS. Skal jeg sige sandt, Gunnar, — så tykkes det mig stundom for trangt herinde.

GUNNAR. Ja ja, det har jeg tænkt; vi er en formange.

HJØRDIS. Kan hænde to.

GUNNAR (der ikke hørte hendes ytring). Men det skal bødes på.

HJØRDIS (ser spørgende på ham). Bødes på? Du er da tilsinds at — ?

GUNNAR. At ruste mine hærskibe og fare fra landet; jeg vil vinde den hæder igen, som jeg nu har mistet, fordi du var mig kærere end alle ting.

HJØRDIS (tankefuld). Du farer fra landet? Ja, ja, det tør vel være bedst for os begge.

GUNNAR. Alt fra den dag, vi stævned fra Island, så jeg nok, at det ikke vilde gå godt med os. Dit sind er stolt og stærkt; der er de tider, da jeg fast ræddes for dig; men, sælsomt, — derved er det mest at jeg har dig så kær; der står en koglende skræk af dig, — det bæres mig for, at du kunde lokke mig til udåd, og at det vilde tykkes mig vel gjort, alt det du kræved. (med stille hovedrysten.) Ugrundeligt er nornens råd; Sigurd skulde blevet din husbond.

HJØRDIS (udbrydende). Sigurd!

GUNNAR. Ja Sigurd. Det er had og hævn, som forblinder dig, ellers vilde du skatte ham bedre. Som Sigurd skulde jeg været, da kunde jeg gjort dig livet lysteligit at bære.

HJØRDIS (i stærk men undertrykt bevægelse.) Og det — det mener du Sigurd kunde gjort?

GUNNAR. Han er stærk af sind, og derhos stolt som du.

HJØRDIS (hæftigt). Hvis så er — (fatter sig) ligegodt, ligegodt! (vildt udbrydende.) Gunnar, tag Sigurds liv!

GUNNAR. Aldrig!

HJØRDIS. Ved list og svig blev jeg din hustru; — det skal være glemt! Fem glædeløse år har jeg siddet her; — glemt skal alt være fra den dag, da Sigurd ikke lever mere!

GUNNAR. Af min hånd skal ingen men voldes ham (viger uvilkårligt tilbage.) Hjørdis, Hjørdis, du friste mig ikke!

HJØRDIS. Så må jeg finde mig en anden hævner; længe skal Sigurd ikke tale forhånelsens ord over mig og dig! (knytter hænderne i krampagtig forbitrelse.) Hos hende — den enfoldige kvinde — hos hende sidder han kan hænde nu i enrum, leflende og ler over os; mæler om al den tort, som overgik mig, da han raned mig i dit sted; fortæller at han listelig lo, der han stod i det mørke bur, og jeg ikke kendte ham!

GUNNAR. Det gør han ikke; det gør han ikke!

HJØRDIS (stærkt). Sigurd og Dagny må dø! Jeg kan ikke trække vejret før de to er borte! (træder tæt hen til ham med funklende øjne og siger vildt, men hviskende.) Kunde du hjælpe mig med det, Gunnar, — da skulde jeg leve med elskov hos dig; da skulde jeg kryste dig i mine arme så varmt og så vildt, som du aldrig har drømt det!

GUNNAR (vaklende). Hjørdis! Vilde du — !

HJØRDIS. Hånd på værket, Gunnar, — så skal de tunge dage være forbi; ikke skal jeg da længere gå af stuen når du kommer; ikke tale umilde ord og døve dit smil, når du er glad; jeg skal klæde mig i pel og i kostelige silkeklæder; farer du i leding, jeg følger dig, — rider du i fredsom færd, jeg rider dig næst; ved gildet skal jeg sidde hos dig, fylde dit horn, drikke dig til og kvæde fagre kvad, der kan fryde dit hjerte!

GUNNAR (næsten overvunden). Er det sandt; du vilde — !

HJØRDIS. Mere end det, tifold mere, tro du mig! Kun hævn! Hævn over Sigurd og Dagny, og så skal jeg — (standser, da hun ser døren åbnes.) Dagny, — kommer du hid!

DAGNY (fra baggrunden). Du skynde dig, Gunnar herse; — lad dine mænd ruste sig!

GUNNAR. Ruste sig? Mod hvem?

DAGNY. Kåre bonde kommer med mange fredløse folk; han vil dig ilde; Sigurd hindred ham nylig; men hvo kan vide —

GUNNAR (bevæget). Det har Sigurd gjort for mig!

DAGNY. Sigurd er dig forvist en fuldtro ven.

GUNNAR. Og vi, Hjørdis, — vi som tænkte på — ; ja, det er som jeg siger, — trolddom ligger over al din tale; hver en dåd tykkes mig fager, når du nævner den.

DAGNY (forundret). Hvad mener du?

GUNNAR. Intet, intet! Tak for budskabet, Dagny; nu går jeg at samle mine svende. (vender sig mod udgangen, men standser og nærmer sig igen.) Sig mig, — hvor går det Ørnulf?

DAGNY (sænker hovedet). Spørg ikke om det. Igår bar han Thorolfs lig til skibene; nu kaster han en haug ved stranden; — der skal hans sønner lægges. (Gunnar tier og går ud i baggrunden).

DAGNY. Før kveldstid er der ingen fare. (nærmer sig.) Hjørdis, jeg har et ærind til på gården; det er til dig jeg kommer.

HJØRDIS. Til mig? Efter det, som gik for sig igår?

DAGNY. Mest efter det. Hjørdis, fostersøster, bær ikke had til mig; glem de ord, som sorg og onde vætter lagde mig i munden; forlad mig al den tort jeg voldte dig; thi, tro du mig, jeg er nu tifold usaligere end du!

HJØRDIS. Usalig — du; — Sigurds hustru?

DAGNY. Mit værk er jo alt det, som øvedes, — at der blev yppet strid, at Thorolf faldt, at al den forhånelse overgik Gunnar og dig. Alt er jeg skyld i! Ve mig; — så gode var mine kår; men aldrig blir jeg glad mere efter denne dag.

HJØRDIS (som greben af en pludselig tanke). Men før — i de fem lange år — i al den tid var lykken med dig?

DAGNY. Kan du tvivle om det!

HJØRDIS. Hm; igår tvivled jeg ikke, men —

DAGNY. Hvad mener du?

HJØRDIS. Å, ikke stort; lad os tale om andre ting.

DAGNY. Nej visst ikke. Hjørdis sig mig — !

HJØRDIS. Det gavner dig lidet; dog, siden du så vil det — (med et ondskabsfuldt udtryk.) Kan du mindes engang, hist på Island; — vi var på thinget sammen med Ørnulf, din fader, og sad med vore legesøstre i thingboden, som kvinders skik er; da kom to fremmede mænd ind i boden.

DAGNY. Sigurd og Gunnar.

HJØRDIS. De hilste os med høviske lader, satte sig hos på bænken, og megen skemtsom tale blev da ført mellem os. Nogle var der, som vilde vide, hvi de to hærmænd kom til landet, og om det ikke var for at hente sig hustruer der på øen. Da sagde Sigurd: "Tungt vil det falde mig at finde den kvinde, jeg kan fæste min hu til". Ørnulf lo, og mente det skortet ikke Island på højættede kvinder og heller ikke på dem, der var rige; men Sigurd svared: "Hugprud hustru har helten behov. Den, jeg vil vælge, må ikke finde sig i at sidde i ringe kår; ingen hæder må tykkes hende så høj, at hun jo higer efter den; i viking må hun villig følge mig; hærklæder må hun bære; hun må ægge mig til strid og ikke blinke med øjnene, der sværdene lyner; thi er hun ræd av sind, da times mig liden hæder". Ej sandt, så talte Sigurd?

DAGNY (usikker). Det gjorde han — men —

HJØRDIS. Slig skulde hun være, den kvinde, som kunde gøre ham livet fagert; og så — (med et foragteligt smil) så kåred han dig!

DAGNY (smerteligt studsende). Ha, du mener at — ?

HJØRDIS. Se, derfor har du vel vist dig stolt og højsindet, krævet hæder af alle, på det at Sigurd kunde hædres ved dig; — ej så?

DAGNY. Nej, Hjørdis, men —

HJØRDIS. Til stordåd har du dog ægget ham, fulgt ham i hærklæder, og fundet det godt at være, hvor striden brændte som stærkest; — har du ikke?

DAGNY (dybt bevæget). Nej, nej!

HJØRDIS. Har du da været ræd av sind, så at Sigurd voldtes skam derved?

DAGNY (overvældet). Hjørdis, Hjørdis!

HJØRDIS (hånligt smilende). Men gode var da dine kår i al den tid; — mener du at Sigurd kan sige det samme!

DAGNY. Lad mig være. Ve mig; du har gjort mig for klog på mig selv!

HJØRDIS. Et skemtsomt ord, så græder du straks! Tænk nu bare ikke på det. Se her, hvad jeg har gjort idag; (tåger nogle pile fra bordet) — hvor spidse og skarpe du! Ej sandt, jeg forstår mig godt på at hvæsse pile?

DAGNY. Og på at bruge dem med; du rammer sikkert, Hjørdis! Alt det du nys har sagt mig, — på det tænkte jeg aldrig før. (hæftigere.) Men at Sigurd — ! At jeg i al den tid skulde gjort ham livet tungt og uhæderligt; — nej, nej, det kan ikke være sandt!

HJØRDIS. Nå nå, trøst dig, Dagny; det er jo heller ikke sandt. Ja, var Sigurd endnu tilsinds, som i fordums dage, da kunde det så være, dengang stod al hans hu og higen til at blive den ypperste mand i landet; — nu nøies han med ringere lykke.

DAGNY. Nej Hjørdis, Sigurd er storsindet nu som før; jeg ser det vel, jeg er ikke den rette hustru for ham; han har dulgt det for mig; men således skal det ikke blive ved.

HJØRDIS. Hvad vil du?

DAGNY. Jeg vil ikke hænge som en tyngsel ved hans færd; jeg vil ikke længer være ham hinderlig.

HJØRDIS. Du tænker da på — ?

DAGNY. Stille, der kommer folk! (En huskarl fra baggrunden).

KARLEN. Sigurd viking kommer til gården!

HJØRDIS. Sigurd! Så lad Gunnar kalde hid.

KARLEN. Gunnar red ud for at samle sine grander; thi Kåre bonde vil —

HJØRDIS. Godt, godt, det ved jeg; gå da! (Karlen går; til Dagny, der ligeledes vil gå). Hvor vil du hen?

DAGNY. Ud for ikke at træffe Sigurd. Det bliver vel til det at vi må skilles, det skjønner jeg nok; men nu at stedes til møde med ham, — nej, nej, det kan jeg ikke. (går ud til venstre).

HJØRDIS (ser en stund taus efter hende). Og hende var det jeg vilde — (fortseetter tanken ved et blik på buesnoren). Ringe hævn havde det været; — nej, nu hug jeg bedre til! Hm; det er tungt at dø, men stundom er det dog værre at leve!

(SIGURD fra baggrunden.)

HJØRDIS. Det er Gunnar du søger, kan jeg tænke; sæt dig ned, ret nu kommer han. (vil gå.)

SIGURD. Nej bliv; det er dig jeg søger mere end ham.

HJØRDIS. Mig?

SIGURD. Og vel var det jeg traf dig alene.

HJØRDIS. Kommer du for at krænke mig, så er det dig visst lidet hiniderligt om stuen stod fuld både af mænd og kvinder.

SIGURD. Å ja, jeg kender så godt de tanker du har om mig.

HJØRDIS (bittert). Jeg gør dig uret kan hænde! Nej, nej, Sigurd, forgiftig har du været for alle mine levedage. Kom ihu, det var dig, som øved hin skændige list; det var dig, som sad hos mig i buret, gøgled elskov mens du lisfeligt lo derved, slængte mig bort til Gunnar, thi for ham var jeg god nok endda, — og for så fra landet med den kvinde, du havde kjær!

SIGURD. Mangt værk mægter mænds vilje at fremme; men de store gerninger styres af skæbnen, — så er det gået med os to.

HJØRDIS. Vel sandt; onde norner råder over verden; men deres magt er ringe, ifald de ikke finder hjælpere i vort eget bryst. Lykken times den, der er stærk nok til at stævne i strid mod nornen; — det er det jeg nu vil gøre.

SIGURD. Hvad mener du?

HJØRDIS. Jeg vil vove en styrkeprøve med dem — med dem, som er over mig. Men lad os ikke tale mere om det; jeg har meget at gøre idag. (hun sætter sig ved bordet)

SIGURD (efter et kort ophold). Du virker gode våben for Gunnar.

HJØRDIS (med et stille smil). Ikke for Gunnar, men mod dig.

SIGURD. Det må vel komme ud på et.

HJØRDIS. Å ja, det må vel så; thi er jeg nornen voksen, da skal du og Gunnar sent eller tidligt — (holder inde, læner sig bagover mod bordet, ser smilende på ham og siger med forandret udtryk i stemmen:) Hm; ved du, hvad mig stundom tykkes? Tidt finder jeg min fryd ved at male mig lystige billeder i sindet; jeg sidder da og lukker øjnene og tænker: Nu kommer Sigurd hin stærke til landet; — han vil brænde os inde, mig og min husbond. Alle Gunnars mænd er faldne; kun han og jeg er igen; — de tænder taget udenfra; — "Et bueskud", siger Gunnar "et eneste kan frelse os"; — da brister snoren — "Hjørdis, skær en fletning af dit hår og gør en buesnor deraf, — det gælder livet!" — Men jeg ler — "Lad brænde, lad brænde — livet er mig ikke en håndfuld hår værd!"

SIGURD. Der er en sælsom magt i al din tale. (nærmer sig.)

HJØRDIS (ser koldt på ham). Du sætter dig hos mig?

SIGURD. Du tænker jeg er dig gram af hjertet. Hjørdis, det er sidste gang, vi tales ved; der er noget, som nager mig lig en sot, og på den vis kan jeg ikke rejse; du må kende mig bedre.

HJØRDIS. Hvad vil du?

SIGURD. Fortælle dig en saga.

HJØRDIS. Er den tung?

SIGURD. Tung som livet selv.

HJØRDIS (bittert). Ved du, at livet kan være tungt?

SIGURD. Døm om det, når min saga er ude.

HJØRDIS. Så fortæl; jeg arbejder imens.

(han sætter sig på en liden krak ved hendes højre side.)

SIGURD. Der var engang to unge hærmænd, som sejled fra Norge for at vinde gods og hæder; de havde tilsagt hinanden venskab, og holdt ærligt sammen så vide de end for om.

HJØRDIS. Og de to unge hærmænd hed Sigurd og Gunnar?

SIGURD. Å ja, vi kan kalde dem så. Langt om længe kom de til Island; der bode en gammel landnamsmand, som var faret fra Norge i kong Haralds tider. Han havde to fagre kvinder i sit hus; men den ene, hans fosterdatter, var dog den ypperligste; thi hun var forstandig og stærk af sind, og hærmændene talte om hende mellem sig, og ingen af dem havde set fagrere kvinde, så tyktes dem begge.

HJØRDIS (spændt). Begge? Vil du spotte mig?

SIGURD. Gunnar tænkte på hende nat og dag, og det gjorde nok Sigurd med; men begge taug, og på hende var ikke at mærke om Gunnar hued hende; men at hun ej var Sigurd god, det var lettere at skønne.

HJØRDIS (åndeløs). Bliv ved, det beder jeg — !

SIGURD. Dog, desmere måtte Sigurd tænke på hende; men det var der ingen som vidste om. Da hændte det sig en kvæld at der var drikkelag, og svor da hin stolte kvinde at ingen mand skulde eje hende, uden den, der øved et storværk, som hun nævnte. Højt slog da Sigurds bryst af fryd; thi han kendte kraft i sig til at øve dåden; men Gunnar tok ham i enrum, nævnte om sin elskov; — Sigurd taug med sin, og gik så til —

HJØRDIS (udbrydende). Sigurd, Sigurd! (betvinger sig.) Og den saga — er den sand?

SIGURD. Det er den. En af os måtte jo vige; Gunnar var min ven; på anden vis kunde jeg ikke handle. Således blev du Gunnars viv, og jeg fæsted en anden kvinde.

HJØRDIS. Og fik hende kær?

SIGURD. Jeg lærte at skatte hende; men der er kun en kvinde, som Sigurd har elsket, og det er den kvinde, som var ham gram fra den første dag de mødtes. (rejser sig.) Her ender min saga, lad os skilles nu. — Farvel, Gunnar herses hustru; vi mødes aldrig mere.

HJØRDIS (springer op). Nej bliv! Ve os begge; Sigurd, hvad har du gjort!

SIGURD (studsende). Jeg gjort? Hvad fattes dig?

HJØRDIS. Og alt det siger du mig nu! Men nej, — det kan ej være sandhed!

SIGURD. Det er sidste gang vi tales ved; hvert ord er sandhed — du skulde lære at dømme mig mildere, derfor måtte jeg tale nu!

HJØRDIS (folder uvilkårligt hænderne og ser på ham i stille forbauselse): Elsket, — elsket mig — du! (hæftigt, idet hun træder test hen til ham:) Jeg tror dig ikke! (ser stivt på ham og udbryder i vild smerte). Jo, det er sandt og — usaligt for os begge! (slår hænderne for ansigtet og fjerner sig.)

SIGURD (forfærdet). Hjørdis!

HJØRDIS (stille, kæmpende mellem gråd og latter). Bryd dig ikke om mig! Det var kun det jeg mente, at — (lægger hånden på hans arm.) Sigurd, du har ikke sagt din saga tilende; hin stolte kvinde, som du nævnte, — hun har elsket dig igen!

SIGURD (farer tilbage). Du!

HJØRDIS (med fatning). Ja Sigurd, jeg har elsket dig, det skønner jeg nu. Du siger jeg var taus og umild mod dig; hvad kan da en kvinde bedre gøre? Kunde jeg byde min elskov frem, da var jeg dig lidet værdig. Du tyktes mig stedse at være den ypperligste af alle mænd; og så at vide dig som en andens husbond, — det voldte mig hin bitre ve, som jeg ikke selv forstod!

SIGURD (rystet). Et usaligt spind har nornen spundet om os to.

HJØRDIS. Selv er du skyld deri: stærkt og kækt sømmer det sig manden at handle. Da jeg satte hint svære vilkår for den der skulde vinde mig, da tænkte jeg forvist på dig; — og dog kunde du — !

SIGURD. Jeg kendte Gunnars sjælesot; jeg alene kunde læge den; — hvad var vel så for mig at vælge mellem? Og dog, havde jeg vidst det jeg nu ved, da tør jeg lidet svare for mig selv; thi elskov er så stærk en magt.

HJØRDIS (rask). Nu vel, Sigurd, — et usaligt spil har skilt os ad i lange år; nu er knuden løst; de tider, som kommer, skal give os vederlag.

SIGURD (hovedrystende). Det kan ej ske; vi må jo skilles igen.

HJØRDIS. Det må vi ikke. Jeg elsker dig, det tør jeg nu sige uden at blues; thi min elskov er ikke leflende, som de vege kvinders; var jeg en mand, — ved alle vældige magter, jeg kunde endda elske dig således, som jeg nu gør det! Op da, Sigurd! Lykken er vel en stordåd værd; vi er begge fri, når vi selv vil det, og da er legen vunden.

SIGURD. Fri? Hvad mener du?

HJØRDIS. Hvad er vel Dagny for dig? Hvad kan hun vel være for dig? Ikke mere end Gunnar gælder i mine lønlige tanker. Hvad magt ligger der på, om to usle liv forspildes!

SIGURD. Hjørdis, Hjørdis!

HJØRDIS. Lad Gunnar blive her; lad Dagny fare til Island med sin fader; jeg følger dig i stål og plade, hvor du stevner hen. (Bevægelse hos Sigurd.) Det er ikke som din hustru jeg vil følge dig; thi jeg har hørt en anden til, og den kvinde lever, som før har hvilet dig nær. Nej, Sigurd, ikke som din hustru, men som hine stærke kvinder, som Hildes søstre vil jeg følge dig, ildne dig til strid og til mandig færd, så at dit navn kan gå vidt over landene; i sværdlegen vil jeg stå dig næst, færdes blandt dine kæmper i uvejr og vikingstævne; og når dit drapa kvædes, da skal det bære bud om Sigurd og Hjørdis tilhobe!

SIGURD. Så var engang min fagreste drøm, nu er det for sent; Gunnar og Dagny står mellem os, og der har de begge ret til at stå. Jeg ødte min unge elskov for Gunnars skyld; — skal jeg bære kviden derved, så må ikke min gerning være fåfængt. Og nu Dagny; — troskyldig og fuld af lid for hun fra hjem og frænder; ingen tid må hun tænke at jeg længtes mod Hjørdis, så tidt hun tog mig i favn.

HJØRDIS. Og for slig sags skyld vil du lægge en tyngsel på dit liv! Hvad fik du da kraft og styrke til, og derhos alle sindets ypperlige gaver? Og mener du det nu længer kan være sømmelig lod for mig at sidde på Gunnars gård? Nej, Sigurd, tro du mig, her er mangt at tage hånd i for en mand som du. Erik styrer Norges rige, reis dig mod ham; mange gode kæmper vil stille sig hen som dine håndgangne mænd; med utvingelig magt vil vi gå frem, stride og virke, og aldrig hvile før du sidder på Hårfagers kongestol.

SIGURD. Hjørdis, Hjørdis, så har jeg drømt i min vilde ungdom; lad det være glemt; — frist mig ikke!

HJØRDIS (med højhed.) Det er nornens råd at vi to skal holde sammen; det kan ej ændres; grant ser jeg nu mit hverv i livet: at gøre dig berømmelig over alle lande. Du har stået for mig hver dag, hver time jeg leved her; jeg vilde rive dig ud af mit sind, men mægted det ikke; nu gøres det ej nødigt, nu da jeg ved du elsker mig.

SIGURD (med tvungen kulde). Hvis så er, — da vid, — jeg har elsket dig; nu er det forbi; — jeg har glemt de dage.

HJØRDIS. Sigurd, der lyver du! Såmeget er jeg værd, at har du engang elsket mig, da kan du aldrig glemme det.

SIGURD (hæftigt). Det må jeg; det vil jeg nu!

HJØRDIS. Lad så være; men du kan det ikke! Hindre mig vil du; det lykkes ej; endnu før kvæld skal Gunnar og Dagny vide alt.

SIGURD. Ha, det gør du ikke.

HJØRDIS. Det gør jeg!

SIGURD. Da måtte jeg kende dig ilde; højsindet tyktes du mig før at være.

HJØRDIS. Onde dage føder onde tanker; for stor er den lid, du har sat til mig. Jeg vil, jeg må følge dig, — ud i livet og i striden; det er mig for lavt under loftet i Gunnar herses stue!

SIGURD (med eftertryk). Men hæder mellem mænd har du dog skattet højt; der er skellig grund til strid mellem mig og Gunnar. Ifald nu han faldt for min hånd, vilde du endda røbe alt og følge mig?

HJØRDIS (studsende). Hvi spørger du så?

SIGURD. Svar mig først; hvad vilde du gøre, ifald jeg blev din husbonds banemand?

HJØRDIS (ser stivt på ham). Da måtte jeg tie og aldrig hvile før jeg havde fået dig fældet.

SIGURD (med et smil). Godt, Hjørdis; — det vidste jeg vel.

HJØRDIS (hastigt). Men så kan ej ske!

SIGURD. Det må ske; selv har du nu kastet tærning om Gunnars liv og mit!

(Gunnar med nogle huskarle fra baggrunden).

GUNNAR (mørkt til Hjørdis). Se så; nu spirer den sæd du har sået!

SIGURD (nærmer sig). Hvad går dig imod?

GUNNAR. Sigurd, er det dig! Hvad der går mig imod? Ikke andet, end jeg vel måtte vente. Såsnart Dagny, din hustru, havde båret bud om Kåre bonde, så tog jeg min hest og red til mine grander for at søge hjælp mod ham.

HJØRDIS (spændt). Nu?

GUNNAR. Tvær lød talen hvorhelst jeg kom; min færd mod Kåre var lidet hæderlig, blev der sagt; — hm, der blev sagt andre ting med, som jeg ikke kan nævne; — jeg er jo en forhånet mand; det er mig påsagt at jeg har øvet nidingsværk; det holdes nu for skændsel at dele sag med mig.

SIGURD. Længe skal det ikke holdes for skændsel; før kvælden kommer, skal du være mandstærk nok mod Kåre.

GUNNAR. Sigurd!

HJØRDIS (sagte, triumferende). Ha, det vidste jeg nok!

SIGURD (med tvungen styrke). Men så er også freden ude mellem os; thi hør nu mit ord, Gunnar herse, — du har fældet Thorolf, min hustrus frænde, og derfor stævner jeg dig til holmgang imorgen såsnart solen rinder!

HJØRDIS (gør i hæftig indre bevægelse et skridt hen imod Sigurd, men fatter sig og bliver ubevægelig stående under det følgende).

GUNNAR (i højeste overraskelse). Til holmgang — ! Mig! — Du skemter, Sigurd!

SIGURD. Til holmgang er du lovligt stævnet; det blir et brikkespil på liv og død; en af os må falde!

GUNNAR (bittert). Ha, jeg skønner det vel. Du var til enetale med Hjørdis da jeg kom; hun har ægget dig påny!

SIGURD. Kan hænde! (halvt til Hjørdis). Højsindet kvinde må jo værge om sin husbonds hæder. (til mændene i baggrunden.) Og I, karle, gå nu til Gunnars grander og sig dem, at imorgen skifter han sværdhugg med mig; ræd vil ingen nævne den mand, som bærer våben på Sigurd viking!

(Karlene går ud i baggrunden.)

GUNNAR (går raskt hen til Sigurd og trykker hans hænder i stærk bevægelse).

SIGURD, min bolde broder, nu først forstår jeg dig! Du vover livet for min hæder, som du fordum voved det for min lykke!

SIGURD. Tak din hustru; hun har mest del i min færd. Imorgen når solen rinder —

GUNNAR. Jeg møder dig. (blød.) Fosterbroder, vil du have et godt sværd af mig; det er en kostelig gave.

SIGURD. Tak; men lad det hænge; — ingen ved, om jeg næste kveld har brug for det.

GUNNAR (ryster hans hånd). Farvel, Sigurd!

SIGURD. Farvel igen og lykke til værket!

(De skilles, Gunnar går ud til venstre, Sigurd kaster et blik på Hjørdis og går ud i baggrunden.)

HJØRDIS (efter en pause, sagte og tankefuld). Til holmgang imorgen? Hvem vil falde? (tier lidt og udbryder derpå, som greben af en stærk beslutning.) Lad falde hvem der vil, — Sigurd og jeg skal endda blive sammen!