ANDEN HANDLING.

(Gildestuen hos Gunnar herse. Udgangsdøren er i baggrunden; mindre døre på sidevæggene. I forgrunden til venstre det store højsæde, ligeover for dette, til højre, det mindre. Midt på gulvet brænder en stokild på en muret grue. I baggrunden på begge sider af døren er forhøjninger for husets kvinder. Fra begge højsæter langs stuevæggene op mod baggrunden strækker sig to lange borde med bænke om. Det er mørkt udenfor; stokilden oplyser stuen.)

(Hjørdis og Dagny kommer ind fra højre.)

DAGNY. Nej, Hjørdis, jeg skønner mig ikke på dig; nu har du vist mig om i gården; jeg ved ikke den ting det skorter dig på, og alt det du ejer er skønt og ypperligt; — hvor kan du så klage?

HJØRDIS. Hm, sæt en ørn i bur og den vil bide i stængerne, enten de så er af jern eller guld.

DAGNY. I en ting er du dog rigere end jeg; du har Egil, din lille gut.

HJØRDIS. Bedre ingen afkom, end en, der er uhæderlig født.

DAGNY. Uhæderlig?

HJØRDIS. Mindes du ikke, hvad din fader sagde? Egil er en frillesøn; så var hans ord.

DAGNY. Et ord i vrede, — hvor vil du agte på det!

HJØRDIS. Jo, jo, Ørnulf havde ret; Egil er veg; det kendes på ham, at han er ufrels født.

DAGNY. Hjørdis, hvor kan du — !

HJØRDIS (uden at agte på hende). Således mægter da skændselen at suge sig ind i blodet, ligesom edderen efter et ormebid. Der er andet malm i fribårne heltesønner; jeg har hørt om en dronning, som tog sin søn og syde ham kjortelen fast i kødet, uden at han blinked med øjnene derved, (med et ondskabsfuldt udtryk.) Dagny, det vil jeg prøve med Egil!

DAGNY (oprørt). Hjørdis, Hjørdis!

HJØRDIS (leende). Ha, ha, ha! Tænker du det var mit alvor? (forandrer tonen.) Men du må nu tro mig eller ikke, så kommer der stundom over mig en — en fristende lyst til slige gerninger; det må vel ligge i ætten, — thi jeg er jo af jøtunslægt, siges der. — Nå, sæt dig, Dagny; vidt har du faret om i de fem lange år; — sig mig, — i kongsgårdene var du vel mangengang til gæst?

DAGNY. Det var jeg, — fornemmelig hos Ædhelstan i England.

HJØRDIS. Og var højt hædret overalt; sad på de ypperste sæder ved bordet?

DAGNY. Det kan du vide. Som Sigurds hustru —

HJØRDIS. Ja, javist, — en berømmelig mand er Sigurd — skønt Gunnar står over ham.

DAGNY. Gunnar?

HJØRDIS. En dåd øved Gunnar, medens Sigurd ikke turde prøve derpå; — nå, lad det være; — men sig mig, når Sigurd for i viking og du var med, — når du hørte sværdene suse i den hvasse leg, når blodet damped rødt på skibsdækket, — kom der så ikke over dig en utæmmelig lyst efter at strides blandt mændene; klædte du dig så ikke i hærklæder og tog våben i hånd?

DAGNY.

Aldrig! Hvad tænker du på? Jeg, en kvinde?

HJØRDIS. En kvinde, en kvinde, — hm, der er ingen, som ved hvad en kvinde er istand til! — Nu, en ting kan du dog sige mig, Dagny; thi det må du sikkert vide: Når en mand favner den kvinde, han har kær, — er det sandt, at da brænder hendes blod, hendes bryst banker, — svimler hun i sælsom fryd derved?

DAGNY (rødmende). Hjørdis, hvor kan du — !

HJØRDIS. Nu da, sig mig — !

DAGNY. Det tænker jeg forvist du har fornummet.

HJØRDIS. Ja, en gang, kun en eneste; det var hin nat, da Gunnar sad hos mig i buret; han krysted mig i favn så brynjen brast, og da, da — !

DAGNY (udbrydende). Hvad! Sigurd — !

HJØRDIS. Sigurd? Hvo taler om Sigurd? Jeg nævnte Gunnar, — hin nat, da kvinderanet —

DAGNY (fatter sig). Ja ja, jeg mindes, — jeg ved vel —

HJØRDIS. Det var den eneste gang; aldrig, aldrig siden! Jeg tænkte, at jeg var slagen med trolddom; thi at Gunnar så kunde favne en kvinde, det — (standser og ser på Dagny.) Er du syg? Mig tykkes, du blir bleg og rød!

DAGNY. Visst ikke, visst ikke!

HJØRDIS (uden at agte på hende). Nej, i lystig ledingsfærd skulde jeg gået; det havde været bedre for mig, og — kan hænde for os alle. Det havde været et liv, fuldt og rigt! Undres du ikke, Dagny, ved at finde mig levende her? Ræddes du ikke ved at være i enrum med mig i stuen, nu da det er mørkt? Får du ikke de tanker, at jeg må være død i den lange tid, og at det er en genganger, som her står hos dig?

DAGNY (uhyggeligt tilmode). Kom — lad os gå — til de andre!

HJØRDIS (tager hende i armen). Nej bliv! Skønner du det, Dagny, at et menneske kan leve efter at have siddet her i fem nætter?

DAGNY. Fem nætter?

HJØRDIS. Her nordpå er hver nat en vinter lang. (raskt med forandret udtryk). Tro ellers ikke andet, end at her er vakkert nok! Du skal se syner her, som du aldrig har set i Englands kongsgårde; vi vil være sammen som søstre den tid du gæster mig; ned til havet skal vi gå, når uvejret ret begynder igen; du skal se bølgerne flyve mod land som vilde, hvidmankede heste, — og så hvalerne langt derude! De går mod hinanden, som kæmper i stål og plade! Ha, hvilken lyst at sidde som heksekvinde på hvalens ryg, at ride foran snekken, vække uvejr og lokke mændene i dybet ved fagre galdrekvad!

DAGNY. O fy, Hjørdis, hvor kan du tale så!

HJØRDIS. Kan du kvæde galder, Dagny?

DAGNY (med afsky). Jeg!

HJØRDIS. Ja, jeg tænkte det; hvormed lokked du da Sigurd?

DAGNY. Skændigt taler du mig til; jeg vil gå!

HJØRDIS (holder hende tilbage). Fordi jeg skæmter! Nej, hør kun videre! Tænk dig, Dagny, at sidde om kvælden her ved lugen og høre på draugen, der græder i bådhuset; at sidde og vente og lytte på de døde mænds hjemfærd; thi her nordpå, her må de forbi. Det er de djærve mænd, der faldt i strid, de stærke kvinder, der ikke fristed livet tamt, som du og jeg; i storm og uvejr suser de gennem luften på sorte heste, med ringlende bjælder! (slår armene om hende og trykker hende vildt op til sig.) Ha, tænk dig, Dagny, at fare den sidste færd på så god en ganger!

DAGNY (idet hun river sig løs). Hjørdis, Hjørdis! Slip! Jeg vil ikke høre på dig!

HJØRDIS (leende). Veg er du af sind og let at skræmme!

(Gunnar kommer fra baggrunden med Sigurd og Thorolf.)

GUNNAR. Ja forsandt, nu er mine kår de bedste jeg ved; dig, Sigurd, min ærlige bolde broder har jeg fundet igen, fuldt så trofast som før; jeg har Ørnulfs ætling under mit tag, og gubben selv følger snart efter, ej så?

THOROLF. Det loved han.

GUNNAR. Så fattes mig kun, at liden Egil sad hjemme.

THOROLF. Du har nok gutten kær; thi du nævner ham så tidt.

GUNNAR. Det har jeg; han er jo den eneste; og fager og vennesæl vil han blive.

HJØRDIS. Men ingen kæmpe.

GUNNAR. Nu, nu, — det skal du ikke sige.

SIGURD. Men at du skikked ham fra dig —

GUNNAR. Gid jeg ikke havde gjort det! (halvt sagte.) Men, Sigurd, det ved du nok: umandigt handler stundom den, der har en kær over alle ting (højt.) Få mænd havde jeg på gården, og ingen af os kunde være tryg på livet, da det rygtedes, at Ørnulf lagde til landet med hærskib.

HJØRDIS. En ting ved jeg, som bør frelses først, livet siden.

THOROLF. Og det er?

HJØRDIS. Hæder og rygte blandt mænd.

GUNNAR. Hjørdis!

SIGURD. Ej skal det siges Gunnar på, at han har forspildt sin hæder ved denne gerning.

GUNNAR (strengt). Det lykkes ingen at ægge mig mod Ørnulfs frænder!

HJØRDIS (smilende). Hm, sig mig, Sigurd, — kan dit skib sejle med al slags vind?

SIGURD. Ja, når det styres med kløgt.

HJØRDIS. Godt, jeg vil også styre mit skib med kløgt, og skal vel komme did, jeg ønsker, (går op i stuen).

DAGNY (sagte og urolig). Sigurd, lad os fare herfra — endnu ikvæld!

SIGURD. Nu er det for sent; det var dig selv, som —

DAGNY. Dengang havde jeg Hjørdis kær; men nu — ; jeg har hørt ord af hende, som jeg ræddes ved at tænke på.

(SIGURDs mænd samt andre gæster, mænd og kvinder, huskarle og terner fra baggrunden.)

GUNNAR (efter en kort pause, der udfyldes med gensidige hilsninger o. s. v.). Nu til drikkebordet! Min fornemste gæst, Ørnulf fra Fjordene, kommer siden; det har Thorolf tilsagt mig.

HJØRDIS (til husfolkene). Lad øl og mjød bæres om, så løses tungen og sindet gøres lystigt.

(Gunnar fører Sigurd til højsædet til højre. Dagny sætter sig ved Sigurds højre side, Hjørdis ligeover for ham på den anden side af samme bord. Thorolf anvises plads på samme måde ved det andet bord og sidder altså lige for Gunnar, der sætter sig i det store højsæde. De øvrige tager plads opad mod baggrunden.)

HJØRDIS (efter et ophold, hvori man drikker sammen og tales sagte ved over bordet). Sjelden hændes, at så mange djærve mænd sidder sammen, som nu ikvæld i stuen her. Godt vilde det derfor sømme sig at øve den gamle morskab: Lad hver mand nævne sine bedrifter, så må alle dømme sig imellem, hvo der er den ypperste.

GUNNAR. Den skik er ej god i drikkelag; tidt voldes ufred derved.

HJØRDIS. Ikke tænkte jeg, at Gunnar herse var ræd.

SIGURD. Det tænker forvist ingen; men sent blev vi færdige, skulde vi nævne vore bedrifter, så mange vi her er. Fortæl os heller, Gunnar, om din Bjarmelandsrejse; det er fuldgod bedrift at fare så langt nord, og gerne hører vi på dig.

HJØRDIS. Bjarmelandsrejse er farmands værk og lidet sømmelig at nævne mellem kæmper. Nej, begynd du, Sigurd! Hvis jeg ikke skal tænke at du nødig hører min husbond prises, så begynd! Sig frem; nævn den dåd du har øvet, og som du højest skatter.

SIGURD. Nu, siden du tvinger mig, får det vel så være. Det er da at nævne, at jeg lå i viking under Orknø; der kom fiender imod os, men vi ryddet skibene, og jeg stred alene med de otte mænd.

HJØRDIS. God var den dåd; men var du fuldt rustet?

SIGURD. Fuldt rustet, med økse, spyd og skjold.

HJØRDIS. God var dåden endda. Nu må du, min husbond, nævne, hvad der tykkes dig hæderligst af dine bedrifter.

GUNNAR (uvillig). Jeg vog to bersærker, som havde røvet et handelsskib; derpå sendte jeg de fangne farmænd hjem og gav dem skibet fri uden løsepenge. Kongen i England tyktes godt om den bedrift, sagde, jeg havde handlet hæderligt, og gav mig tak og gode gaver derfor.

HJØRDIS. Forsandt, Gunnar, bedre bedrift kunde du dog nævne.

GUNNAR (hæftigt). Jeg roser mig ikke af anden bedrift! Siden jeg sidst for fra Island, har jeg levet i fred og drevet farmandsfærd. Der skal ikke nævnes mere heroin!

HJØRDIS. Ifald du selv dølger din hæder, så skal din hustru tale.

GUNNAR. Hjørdis, ti — jeg byder dig!

HJØRDIS. Sigurd stred mod otte mænd og var fuldt rustet; Gunnar gik til mit bur ved mørk nat, fældte bjørnen, som havde tyve mænds styrke, og bar dog kun et kort sakssværd i hånden.

GUNNAR (i stærkt oprør.) Kvinde, ikke et ord mere!

DAGNY (sagte). Sigurd, vil du tåle — !

SIGURD (ligeså). Vær rolig!

HJØRDIS (til de øvrige). Og nu, I gæve mænd, — hvo er djærvest, Sigurd eller Gunnar?

GUNNAR. Stille!

HJØRDIS (med hævet stemme). Sig frem, det kræves med rette!

EN GAMMEL MAND (blandt gæsterne). Skal sandhed siges, så er Gunnars dåd ypperligere end alt, hvad mænd har øvet; Gunnar er den djærveste helt, og dernæst Sigurd.

GUNNAR (med et blik over bordet). Ha, Sigurd, Sigurd, ifald du vidste — !

DAGNY (sagte). Det er formeget — selv for en ven!

SIGURD. Ti, min hustru! (højt til de øvrige). Ja, visselig er Gunnar den hæderligste af alle mænd; og det vilde jeg holde ham for til min sidste dag, om han så aldrig havde øvet hin dåd; thi den agter jeg mindre højt end I.

HJØRDIS. Der taler misundelsen af dig, Sigurd viking!

SIGURD (smilende). Storlig fejler du nu! (venligt til Gunnar, idet han drikker ham til over bordet.) Hil dig, ædle Gunnar; fast skal vort venskab stå, hvo der end prøver på at bryde det.

HJØRDIS. Det prøver ingen, såvidt jeg ved.

SIGURD. Sig ikke det; næsten kunde jeg fristes til at tro, du bød os hid til drikkegilde for at vække ufred.

HJØRDIS. Det ligner dig Sigurd; nu er du vred fordi du ikke må gælde for den ypperste mand i laget!

SIGURD. Altid har jeg agtet Gunnar højere end mig selv.

HJØRDIS. Nu ja, — bagefter Gunnar er jo også en god plads, og — (med et sideblik til Thorolf) havde Ørnulf været her, så kunde han fåt det tredje sæde.

THOROLF. Da kom Jøkul, din fader, til at bænkes langt nede; thi han måtte dog bukke under for Ørnulf.

(Det følgende ordskifte føres fra begge sider under stigende, men dog undertrykt ophidselse.)

HJØRDIS. Det skal du ikke sige! Ørnulf er jo skald, og der mumles om at han har prist sig selv for større bedrifter, end han har øvet.

THOROLF. Da ve den, der mumler om sligt, så højt at det kommer for mine øren!

HJØRDIS (med et tirrende smil). Vilde du hævne det?

THOROLF. Ja, så det langvejs skulde spørges!

HJØRDIS. Så vil jeg tømme et horn på, at du først må få skæg på hagen.

THOROLF. Selv skægløs karl er for god til at mundhugges med kvinder.

HJØRDIS. Men for veg til at slås med mænd; det var derfor din fader lod dig ligge i gruen hjemme på Island, medens dine brødre for i hærfærd.

THOROLF. Ilde var det, at han ikke holdt ligeså godt øje med dig; thi så havde du ikke faret som hærtagen kvinde fra landet!

GUNNAR OG SIGURD. Thorolf!

DAGNY (på samme tid). Min broder!

HJØRDIS (sagte og bævende af forbitrelse). Ha, bi — bi kun!

THOROLF (rækker Gunnar hånden). Vær ikke vred, Gunnar; — onde ord faldt mig på tungen; men din hustru ægged mig!

DAGNY (sagte og bedende). Fostersøster, såsandt du nogentid har havt mig kær, så væk ingen strid!

HJØRDIS (leende). Ved drikkebordet må der skemt til, ifald lystigheden skal trives.

GUNNAR (der har talt sagte med Thorolf). Du er en brav gut! (rækker ham et sværd, som hænger ved højsædet.) Der, Thorolf, der har du en god gave. Brug den vel, og lad os være venner.

HJØRDIS. Ikke skulde du give dine våben bort, Gunnar; thi så vil folk sige, at du kun skiller dig ved de ting, du ikke selv har brug for!

THOROLF (som imidlertid har undersøgt sværdet). Tak for gaven, Gunnar; i uhæderlig færd skal den aldrig svinges.

HJØRDIS. Skal du holde det løfte, så lån aldrig sværdet til dine brødre.

GUNNAR. Hjørdis!

HJØRDIS (vedblivende). Men hæng det heller ikke på din faders stuevæg; thi der hænger det hos uhæderlige mænds våben.

THOROLF. Sandt nok, Hjørdis, — din faders økse og skjold har hængt der i mange år.

HJØRDIS (tvinger sig). At Ørnulf vog min fader, — den bedrift fører du altid i munden; men mæler rygtet sandt, så er gerningen ikke så hæderlig, som du tænker.

THOROLF. Hvad rygte taler du om?

HJØRDIS (smilende). Jeg tør ikke nævne det, thi du vilde blive vred derover.

THOROLF. Så ti, — det ser jeg helst. (vender sig fra hende.)

HJØRDIS. Nu, det kan jo også gerne siges. Er det sandt, Thorolf, at din fader sad tre nætter i kvindestak hos gyvren i Smalserhorn og kogte sejd, før han turde gå til holmgang med Jøkul?

(Alle rejser sig; stærk bevægelse blandt gæsterne.)

GUNNAR, SIGURD OG DAGNY. Hjørdis!

THOROLF (i højeste forbitrelse). Så arg en løgn har du aldrig spurgt om Ørnulf fra Fjordene! Det har du selv digtet; thi giftig, som du, må den være, der kan finde på sligt! Den værste udåd, nogen mand kan øve, har du her påsagt min fader! (kaster sværdet fra sig.) Der, Gunnar, der har du gaven igen; ingen skænk tager jeg med fra det hus, hvor min fader er forhånet!

GUNNAR. Thorolf, så hør dog!

THOROLF. Lad mig gå. Men se dig for skulde både du og Hjørdis; thi min fader har i denne stund den i sin vold, som er eder dyrest af alle!

HJØRDIS (studsende). Din fader har — !

GUNNAR (med et utråb). Hvad siger du!

SIGURD (hæftigt). Hvor er Ørnulf?

THOROLF (med hånlatter). Sørpå, med mine brødre!

GUNNAR. Sørpå!

HJØRDIS (udbrydende). Gunnar! Ørnulf har dræbt Egil, vor søn!

GUNNAR. Dræbt! Egil dræbt! Da ve Ørnulf og al hans æt! Thorolf, sig frem; — er det sandt;

SIGURD. Gunnar, Gunnar, — hør mig!

GUNNAR. Sig frem, ifald du agter dit liv!

THOROLF. Du skræmmer mig ikke! Vent til min fader kommer; nidstang skal han rejse mod Gunnars gård! Men du, Hjørdis, — glæd dig imens ved de ord jeg hørte idag: "Før det kvældes skal Gunnar herse og hans hustru ikke have nogen afkom at rose sig af"! (går ud i baggrunden.)

GUNNAR (i dybeste smerte.) Dræbt, — dræbt! Min liden Egil dræbt!

HJØRDIS (vildt). Og du — du lader ham gå! Lader Egil, din ætling, ligge uhævnet! Hvermands niding skal du være ifald — !

GUNNAR (som ude af sig selv). Et sværd, — en økse! Det er det sidste bud han bringer! (griber en økse fra en af de omstående og iler ud.)

SIGURD (vil følge efter). Gunnar, styr dig!

HJØRDIS (holder ham tilbage). Bliv, bliv! Mændene vil skille dem; jeg kender Gunnar! (Et udråb høres fra mængden, der er stimlet sammen ved udgangen.)

SIGURD OG DAGNY. Hvad er det?

EN STEMME BLANDT MÆNGDEN. Thorolf faldt!

SIGURD. Thorolf! Ha, slip!

DAGNY. Min broder! O, min broder!

(Sigurd vil ile ud; idetsamme skilles mængden ad, Gunnar træder ind, og kaster øksen fra sig ved døren.)

GUNNAR. Nu er det gjort. Egil er hævnet!

SIGURD. Vel dig, ifald du ikke har været for rap på hånden.

GUNNAR. Kan hænde, kan hænde; men Egil, Egil, min fagre gut!

HJØRDIS. Væbne os må vi nu og søge hjælp hos vore venner; thi Thorolf har mange eftermålsmænd.

GUNNAR (mørkt). Selv vil han blive sin værste hævner; han vil stå mig for sindet nat og dag.

HJØRDIS. Thorolf fik sin løn. For frænders færd må frænder lide.

GUNNAR. Vel sandt; men det ved jeg, at jeg var gladere i hu før drabet.

HJØRDIS. Blodnatten er altid den værste; — når den er over, så går det nok. Ved skændig list har Ørnulf fremmet sin hævn; i åben strid vilde han ikke gå mod os, lod som han var forligeligt sindet, og falder så over vort værgeløse barn! Ha, jeg så mere grant end I; jeg tænkte nok, at Ørnulf var ond og underfundig; vel havde jeg årsag til at ægge dig mod ham og al hans falske æt.

GUNNAR (ophidset). Det havde du! Ringe er min hævn at regne mod Ørnulfs udåd. Han misted Thorolf, men har dog sex sønner igen, og jeg ingen — ingen!

EN HUSKARL (ilsomt fra baggrunden). Ørnulf fra Fjordene kommer!

GUNNAR. Ørnulf!

HJØRDIS OG FLERE MÆND. Til våben! Til våben!

DAGNY (på samme tid). Min fader!

SIGURD (som greben af en anelse). Ørnulf — ! Ha, Gunnar, Gunnar!

GUNNAR (drager sværdet). Op alle mænd! Hævn over Egils bane!

(Ørnulf kommer ind med Egil på armen.)

GUNNAR (med et skrig). Egil!

ØRNULF. Her har I liden Egil igen!

ALLE (mellem hverandre). Egil! Egil lever!

GUNNAR (lader sværdet falde). Ve mig; hvad har jeg gjort!

DAGNY. O, Thorolf, min broder!

SIGURD. Jeg tænkte det nok;

ØRNULF (sætter Egil ned). Der, Gunnar, har du din vakkre gut!

EGIL. Fader! Gamle Ørnulf vilde ikke gøre mig ondt, som du sagde da jeg rejste!

ØRNULF (til Hjørdis). Nu har jeg givet bod for din fader; nu tænker jeg nok vi kan forliges.

HJØRDIS (med undertrykt bevægelse). Kan hænde!

GUNNAR (ligesom opvågnende). Er det en hæslig drøm, der forvilder mig! Du — du bringer Egil hjem!

ØRNULF. Som du ser; men det må du vide, at han har været døden nær.

GUNNAR. Det ved jeg.

ØRNULF Og glædes ikke mere over at han kommer?

GUNNAR. Var han kommen tidligere, så skulde jeg glædet mig mere derover. Men sig mig alt, — hvad der er hændt!

ØRNULF. Det er snart sagt. Kåre bonde lagde onde råd op mod eder; med andre ugerningsmænd for han sørpå efter Egil.

GUNNAR. Kåre! (sagte). Ha, nu skønner jeg Thorolfs ord!

ØRNULF. Hans færd kom mig for øre; slig udåd måtte aldrig øves. Bod for Jøkul vilde jeg ikike give, og gerne, Gunnar, havde jeg fældet dig i holmgang, ifald så skulde være, — men din æt måtte jeg dog frede om; med mine sønner for jeg da efter Kåre.

SIGURD (sagte). En usalig dåd er her øvet!

ØRNULF. Da jeg kom til, lå Egils følgesvende bundne, din søn var alt i dine uvenners magt, og længe skulde de ikke have sparet ham. Hed blev kampen da! Hvassere sværdhug har jeg sjeldent skiftet; Kåre og to mænd flygted op på landet; de andre sover trygt og vil være tunge at vække.

GUNNAR (i stærk spænding). Men du — du Ørnulf — ?

ØRNULF (mørk). Sex sønner fulgte mig i striden.

GUNNAR (åndeløs). Men hjemad?

ØRNULF. Ingen.

GUNNAR (forfærdet). Ingen! (sagte). Og Thorolf, Thorolf!

(Dyb bevægelse blandt mængden. Hjørdis synes at kæmpe en stærk indre kamp; Dagny græder stille ved højsædet til højre. Sigurd står smerteligt bevæget hos hende.)

ØRNULF (efter et kort ophold.) Tungt er det at stå som en frodig gran, og så at kvistes af i et eneste uvejr. Dog, mand skal leve efter mand; — ræk mig et horn; jeg vil drikke mine sønners minde. (En af Sigurds mænd bringer et horn.) Hil eder der I nu rider, mine djærve sønner! Kobberportene skal ikke slå i på eders hæle, thi I kommer itil hallen med mange mænds følge! (drikker og giver hornet fra sig.) Og nu hjem til Island; Ørnulfs heltefærd er forbi; det gamle træ har kun en grøn gren igen, og den må fredes om. Hvor er Thorolf?

EGIL (til sin fader.) Ja vis mig Thorolf! Ørnulf har sagt, han skal skære et skib til mig med mange, mange hærmænd i stavnen.

ØRNULF. Prise må jeg alle gode vætter at ikke Thorolf fulgte med; thi hvis også han, — nej, så stærk jeg end er, — det havde faldet mig for tungt at bære. Men hvi kommer han ikke? Altid var han den første til at møde sin fader; thi det tyktes os begge, som vi ikke kunde leve hinanden en dag foruden.

GUNNAR. Ørnulf, Ørnulf!

ØRNULF (med stigende uro.) Tause står I alle i stuen, det ser jeg nu; — hvad fattes, — hvor er Thorolf?

DAGNY. Sigurd, Sigurd, — det blir ham det tungeste!

GUNNAR (kæmpende med sig selv.) Gubbe! — Nej — og dog, det kan jo ikke dølges —

ØRNULF (hæftigt). Min søn! Hvor er han?

GUNNAR. Thorolf er dræpt!

ØRNULF. Dræbt! Thorolf? Thorolf? Ha, du lyver!

GUNNAR. Jeg gav mit varmeste hjerteblod for at vide ham ilive!

HJØRDIS (til Ørnulf.) Selv er Thorolf skyld i det som hændte; med mørke taler gav han tilkjende, at du var falden over Egil og havde dræbt ham; — halvt i ufred skiltes vi sidst fra hverandre; du har før voldt mandefald i min æt; — og, foruden det, — som en kådmundet svend sad Thorolf ved gildet; han æggedes ved skemt, og gav mange onde ord fra sig; — først da var det at Gunnar harmedes; først da bar han våben på din søn; vel skulde jeg mene, han havde skellig årsag til den gerning.

ØRNULF (rolig). Det kendes på dig at du er en kvinde; thi du bruger mange ord. Hvortil det? Er Thorolf dræbt, så er hans saga ude.

EGIL. Når Thorolf er dræbt, så får jeg ingen hærmænd.

ØRNULF. Nej, Egil, — nu har vi mistet vore hærmænd, både du og jeg. (til Hjørdis.) Din fader kvad:

"Jøkuls æt skal Jøkuls bane volde ve på alle veje".

Godt har du nu sørget for, at hans ord kan sandes. (tier lidtog vender sig til en af mændene.) Hvor fik han banehugget?

MANDEN. Tvers over panden.

ØRNULF (tilfreds). Hm; det er hæderligt sted; så har han ikke vendt ryggen til. Men faldt han mod siden, eller ind mod Gunnars fødder?

MANDEN. Halvvejs mod siden og halvvejs mod Gunnar.

ØRNULF. Det spår kun halv hævn; ja, ja, — vi skal se!

GUNNAR (nærmer sig.) Ørnulf, vel ved jeg, at ikke alt mit gods kan veje tabet op; men kræv af mig hvad du vil —

ØRNULF (strængt, afbrydende.) Giv mig Thorolfs lig, og lad mig gå! Hvor ligger han?

GUNNAR (peger taus mod baggrunden.)

ØRNULF (gør et par skridt, men vender sig og siger tordnende til Sigurd, Dagny og flere, der deltagende vil følge ham): Bliv! Tænker I at Ørnulf skal følges af sørgehuset, som en klynkende kvinde! Bliv, siger jeg! — Vel årker jeg Thorolf alene, (med rolig kraft.) Sønneløs går jeg; men ingen skal sige at han så mig bøjet! (han går langsomt ud.)

HJØRDIS (med tvungen latter.) Ja, lad ham gå, som han vil; mandstærke trænger vi ikke til at være, om han kommer med ufred igen! Nu, Dagny, — nu tænker jeg det er sidste gang din fader stævner fra Island i sligt ærind!

SIGURD (oprørt). O, skændigt!

DAGNY (ligeså). Forhåne ham kan du! Forhåne ham — efter det, som her er øvet!

HJØRDIS. Er gerningen gjort, så skal den også prises! Had og hævn svor jeg Ørnulf imorges; — Jøkuls drab kunde jeg glemme, alt andet, — kun ikke at han skændet mine kår. Frilleviv kaldte han mig; er det så, da har jeg ingen skam deraf; thi Gunnar er nu mægtigere end din fader; han er ypperligere og mere navnkundig end Sigurd, din egen husbond!

DAGNY (i stærkt oprør.) Der fejler du, Hjørdis, — og ret nu skal alle vide, at du lever under ræd mands tag!

SIGURD (hæftigt.) Dagny, hvad vil du!

GUNNAR. Ræd!

HJØRDIS (med hånlatter.) Vidløst taler du der!

DAGNY. Fordølges skal det ikke mere; jeg taug indtil du håned min fader og mine faldne brødre; jeg taug mens Ørnulf var inde; thi han skulde ikke høre at Thorolf faldt for en nidings hånd; men nu; — pris aldrig Gunnar for hin dåd på Island; thi Gunnar er ræd! Sværdet, som lå draget mellem dig og ransmanden, det hænger ved min husbonds side, — og ringen, som du drog af din arm, den gav du til Sigurd, (drager den af og holder den højt ivejret) her er den!

HJØRDIS (vildt). Sigurd!

MÆNGDEN. Sigurd! Sigurd øved dåden!

HJØRDIS (skælvende af sindsbevægelse.) Han, han! — Gunnar, er det sandt!

GUNNAR (med ædel ro.) Sandt er alt; kun ikke at jeg er ræd; — jeg er hverken ræd eller niding.

SIGURD (bevæget). Det er du ikke, Gunnar! Det har du aldrig været! (til de øvrige). Afsted, mine mænd! Afsted herfra!

DAGNY (ved udgangen til Hjørdis.) Hvem er nu den ypperste mand i laget, min husbond eller din! (hun går ud med Sigurd og hans følge.)

HJØRDIS (for sig selv.) Nu har jeg kun en gerning igen; — kun en dåd at pønse på: Sigurd eller jeg må dø!